Kreditvurderingsbureauet Soliditet har registreret et fald i antal restaurationsvirksomheder med laveste rating C, ’kredit frarådes’.
“Der er dog fortsat 1.036 af i alt 2.848 virksomheder, der har den såkaldte C-rating. Derfor er julefrokoster og nytårsmiddage vigtige for branchen,” siger direktør Martin Hornsyld, Soliditet.
Fra juli til nu er antallet af restauranter med en såkaldt C-rating, faldet fra 1.110 til 1.036 af de i alt 2.848 restauranter, der indgår i Soliditets ratings, som går fra C, ’kredit frarådes’, til AAA, ’højeste kreditværdighed’.
“1.452 restaurationsvirksomheder har A, AA og AAA-ratings, der gør dem kreditværdige. Branchen toppede i november igen med det største antal AAA-ratede virksomheder i branchen i år, nemlig 109, det samme som i maj,” siger Martin Hornsyld.
“Selv om virksomhederne i branchen er bedre polstret økonomisk til at modstå en eventuel svag julesæson, viser samfundsøkonomiske statistikker, at forbrugerne står svagt. Det kan betyde, at de svage restaurationer vil blive ramt ekstra hårdt i år, fordi restaurantbesøg er et af de første steder, hvor forbrugerne vælger at spare,” konstaterer Martin Hornsyld.
I branchen er der 109 restauranter med en AAA-rating, 427 med en AA-rating, ’høj kreditværdighed’ og 916 med en A-rating, ’kreditværdig’. Udover det har 360 en B-rating, ’kredit mod sikkerhed’ og altså 1.036 en C-rating, ’kredit frarådes’.

STANDBY.DK Nyt om rejser

