Året efter krisen blev bedste nogensinde for Albatros

”Vi skal virkelig kvaje os, hvis ikke også 2011 bliver et rigtig godt år,” sagde Albatros Travels ejer og adm. direktør, Søren Rasmussen, i fredags ved rejsebureauets 25 års jubilæum.

 

”Vi omsatte sidste år for 500 mio. kr. og fik et overskud på 35 mio. kr. – det bedste resultat i bureauets historie,” sagde Søren Rasmussen til takeoff.dk

 

Han glæder sig samtidig over, at Albatros Travel har gennemført en så hurtig turn around efter krisen. Rejsebureauet måtte under krisen fyre 20 af sine dengang 100 medarbejdere.
Alle er siden tilbudt genansættelse i bureauet, der nu er oppe på 112 medarbejdere i hovedkontoret på Tøndergade på Frederiksberg. Der er fest for medarbejderne med ledsagere lørdag i denne uge.

 

Søren Rasmussen startede Albatros Travel i 1986 med Josh Wald – de gik hvert til sit i januar 1991, fortalte de to gode venner under receptionen. Josh Wald grundlagde i stedet sit GSA- (general sales agent) bureau Gateways, der i dag hedder New Gateways. GSA-bureauet repræsenterer bl.a. en række flyselskaber.

 

Søren Rasmussen debuterer nu som forfatter med ”I begyndelsen var Afrika,” bogen udkommer på Gyldendal indenfor en måneds tid.
”Det er en slags fagbog om livets udvikling i Darwins perspektiv,” sagde han under receptionen. Den meget velbesøgte reception blev holdt i Albatros Travels store sal, der med Søren Rasmussens interesse for Charles Darwin hedder Darwins Danceroom.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten