Århus kendt for shopping og fest

En ny undersøgelse blandt 5.000 turister i 14 nordiske byer viser, at Århus er den by, der har flest ’unge’ blandt sine turister. 26% tilhører denne gruppe mod et gennemsnit på 20%, skriver jp.dk.

 

Også gruppen over 50 år er stærkt repræsenteret med 28% mod 22% i gennemsnit, men til gengæld kommer der kun få børnefamilier. Her er Århus helt nede på 6%.

 

I København, Stockholm og Tallinn var byens atmosfære blandt hovedårsagerne til, at turisterne kunne lide byerne. Her ligger Århus tredjesidst i interviewundersøgelsen. Heller ikke når turisterne blev spurgt om deres tilfredshed med forskellige elementer i deres ophold lå Århus helt i toppen, men scorede under gennemsnittet på spørgsmål om ’byen selv’, ’besøgte seværdighederer’, ’betalte oplevelser’ og ’indkvarteringen’.

 

Til gengæld lå Århus over gennemsnittet for ’spisesteder’, ’møde med befolkningen’ og ’butikker’.

 

Turistdirektør Jørgen Hansen fra VisitAarhus:

”Der er meget, vi kan lære af undersøgelsen. For eksempel er det overraskende, at så få forbinder Århus med arkitektur og design, og vi skal også gøre mere ud af Århus’ enestående historie som vikingeby med mere end 1200 år på bagen”.

Skrevet af Flemming Juul