Richard Branson vil sælge Virgin

Fra flere sider forlyder det, at sir Richard Branson er ved at opgive sin kontrol over Virgin Atlantic i forbindelse med omfattende forhandlinger om ejerskabet.

Ifølge Sunday Times er tre-vejs forhandlingerne mellem Delta Air Lines, Singapore Airlines og Virgin Atlantic tæt på at være afsluttede.

Det amerikanske flyselskab Delta Air Lines har rettet henvendelse til Singapore Airlnes, som har udbudt sine 49% aktier i Virgin Atlantic til salg, mens Deltas europæiske partner, Air France-KLM samtidig her henvendt sig til Richard Branson for at købe en andel af hans 51% af aktierne. Delta kan ikke selv overtage aktiemajoriteten, da det ville være i strid med EU-reglerne.

Kilder siger til Sunday Times, at en aftale formentlig falder på plads i begyndelsen af denne uge, men også at der er risiko for, at aftalen ikke bliver til noget.

Sir Richard Branson startede Virgin Atlantic i 1984 og selskabet sidder i dag blandt andet på en række værdifulde slots i London Heathrow.