Rift om fodboldrejser til England

De mest populære kampe er Liverpools med Daniel Agger på holdet, og allerede nu er der rift om billetterne til kampen mod Laudrups Swansea den 13. februar på Anfield Road.

 

”En fodboldweekend i udlandet er i høj grad for drengerøve, men ofte også en far/søn-oplevelse. Flere kvinder synes at fodbold – kombineret med shopping – er fantastisk”, siger produktchef Michael Jensen fra Spies, der har oplevet fremgang i salget af engelske fodboldrejser på 56% i forhold til efteråret 2011.

 

I år kan Spies springe mellemled over og købe billetter direkte hos de engelske storklubber. Det sker i samarbejde med Thomas Cook Sport, der er officiel rejsepartner for de fleste engelske klubber.

 

”Danskernes foretrukne engelske klubber er lige nu – i rækkefølge – Liverpool, Manchester United, Chelsea og Tottenham”, siger Michael Jensen, der også har matchpakker til Champions League-kampen mellem Manchester City og Real Madrid.

Skrevet af Flemming Juul