Rift om Rømø

sommerhus romoHos den jyske ferieboligformidler campaya.dk er antallet af danskere, der søger sommerhuse vokset markant i takt med, at vi nærmer os ferien, og Syddanmark topper søgningerne efter ferieboliger i Danmark.

Sydvestjylland og Sønderjylland kan sagtens følge med efterspørgslen på ferierejser til Middelhavslandene. Der har været mere end 29.000 søgninger efter sydjyske feriehuse på campaya.dk i løbet af maj, og over 6.500 har kigget på ferieboliger på Rømø og i Arrild ferieby.

”Øerne er generelt populære. Både Rømø, Fanø, Ærø, Samsø og Bornholm. Her kommer man væk hjemmefra, men alligevel er man stadig i Danmark. Her er masser af ø-liv, og der er garanti for vand og gode strande”, siger direktør for Campaya, Claus Pedersen.

Campaya holder til i Horsens, men formidler ferieboliger til hele verden. Selv om firmaet er blandt de store formidlere af ferieboliger herhjemme, er der altid plads til flere boliger, siger Claus Pedersen: ”Mange danskere bestiller rejser og ferieboliger i sidste øjeblik, så der er en pæn chance for at få lejet sit sommerhus ud gennem os, hvis man tilmelder sig”.