Rødt kort til dele af Libanon

libanon beirutTURISME: Udenrigsministeriet opdaterede onsdag tre rejsevejledninger. Hårdest gik det ud over Libanon, men der var også nye advarsler mod visse områder i Thailand og Cambodja.

Det danske udenrigsministerium ”fraråder alle rejser til og ophold i grænseområderne til Syrien og den nordlige del af Bekaa-dalen (nord for Baalbek), samt ikke-nødvendige rejser til de palæstinensiske flygtningelejre, Tripoli og omegn, og til det sydlige Libanon syd for Litani-floden.

Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendigt ophold i de sydlige forstæder til Beirut,” hedder det i opdateringen, hvor det også noteres, at ”Libanon er beliggende i en region med mange omvæltninger, og erfaringen viser, at sikkerhedssituationen hurtigt kan ændre sig.

Terrortruslen i Libanon er generelt høj. Rejsende bør udvise forsigtighed under ophold i landet og udnytte kontakter til lokale for at orientere sig om situationen.”

Om Cambodja stod der i gårsdagens opdatering bl.a.:

”De fleste rejsende har et problemfrit ophold i landet, men rejser til tempelområderne langs grænsen til Thailand (Preah Vihear-templet og templerne Ta Krabey og Ta Moan ca. 160 km vest for Preah Vihear-templet) bør gennemføres med forsigtighed, og rejsende opfordres til først at sætte sig ind i den lokale situation.”

Også Thailand fik opdateret sin rejsevejledning med ordene:

”Danskere i Bangkok og resten af Thailand bør holde sig på afstand af større demonstrationer og opbud af militær og politi.

Der er en generel terrorrisiko i Thailand, og rejsende opfordres til at udvise forsigtighed, særligt hvor mange mennesker færdes og i nærheden af regerings- politi- og militærbygninger. Der kan i perioder forekomme skærpede sikkerhedsforanstaltninger på steder, hvor mange mennesker færdes, herunder lufthavne.

Udenrigsministeriet har gennem flere år frarådet alle ikke-nødvendige rejser til og igennem de sydlige provinser (Songkhla, Narathiwat, Yala og Pattani).

Rejser til tempelområderne Preah Vihear, Prasat Sadok Kok Thom, Ta Kwai og Ta Muen Thom på grænsen til Cambodja samt rejser på grænsen til Burma (Myanmar) bør gennemføres med forsigtighed, og rejsende opfordres til først at sætte sig ind i den lokale situation.”