TURISME: Torsdag aften skærpede de skandinaviske udenrigsministerier rejsevejledninger til også ”ikke-nødvendige rejser” til egyptiske ferieområder – det fraråder Storbritanniens udenrigsministerium ikke. Danske charterselskaber stopper midlertidigt rejser.
Det danske Udenrigsministerium har længe haft rødt kort til det meste af Egypten. Torsdag aften fulgte det kollegerne i Sverige og Norge ved også at fraråde ”ikke-nødvendige rejser til turistområderne langs Rødehavet (herunder Hurghada) og Aqaba-bugten (herunder Sharm el-Sheikh og Taba).”
Der blev onsdag indført undtagelsestilstand i hele Egypten, foreløbig en måned. Mange hundrede, måske over tusinde, er dræbt under de politiske uroligheder de seneste døgn.
Udenrigsministeriet skrev torsdag aften i sin nye rejsevejledning bl.a.:
”Den uklare politiske situation fører til fortsatte demonstrationer med dræbte og sårede… Der er risiko for, at vold også kan blive rettet mod udlændinge.
Mange veje i Cairos centrum og bydelen Heliopolis afspærres ofte, bl.a. til lufthavnen. Der skal påregnes ekstra tid for at komme til lufthavnen, og man bør undersøge, hvilke veje, der ikke er afspærret.
Sikkerhedssituationen er ustabil. Generelt bør udvises stor forsigtighed og omtanke, hvor man færdes.”
Danske charterselskaber med turister til Rødehavs-området – Apollo, Atlantis og Spies – indstiller indtil videre at sende flere af sted, men evakuerer ikke gæster og guider. Star Tour har dog valgt at evakuere sine 200 gæster, oplyste salgsdirektør i Danmark, Stig Elling, i aftes.
”De skandinaviske udenrigsministeriers røde kort til de egyptiske feriedestinationer er noget, de har fundet på. Det er ren forsigtighed og ikke baseret på noget konkret. Storbritannien fraråder ikke rejser til områderne,” sagde en branchekilde i går til standby.dk og en anden tilføjede: ”det ville være overreaktion at evakuere. Som vi hører det, er der ingen problemer på feriestederne.”
Efter USA og Thailand er Egypten det største rejseland for danskerne udenfor Europa – årligt besøger ca. 100.000 danskere.