Ryanair begynder at ligne alle andre

Normalt kommer passagererne til et Ryanair-fly uden faste siddepladser. De hurtigste får de bedste pladser. Eller dem, der har bedst tid og er parat til at stille først op i køen ved boarding.

Det kan man fra midt i maj undgå på de to første ruter med Ryanair, nemlig fra Dublin og Gatwick til Malaga. Det må antages at være et forsøg på mere fleksibilitet.

Her kan – i bedste businessclass stil – passagerer for ca. 75 kr. ekstra reservere plads på de to første rækker. ”Så de hurtigt kan komme ud igen ved ankomsten, ” siger selskabet.

Vælger man nødudgangspladser med fast reservation og god benplads er prisen ca. 30 kr. ekstra pr. passager. Det system kendes også fra charterselskaberne.

For resten af flyet gælder ”først til mølle”-princippet.

Skrevet af redaktionen