Ryanair forventer over 100 mio. passagerer

ryanairFLYSELSKABER: Ryanair skruer atter op for optimismen og forudser nu 102,2 mio. passagerer i det kommende regnskabsår for 2015 – en stigning på 5 mio. Sidst i marts åbner den irske mastodont sin 70. base i Europa – i Københavns Lufthavn.

Ryanairs forventer 102,2 mio. passagerer i regnskabsåret der begynder til april – tidligere lød estimatet på 97,5 mio. rejsende. Ryanair kan bl.a. skaffe de mange ekstra passagerer da selskabet får yderligere 40 nye Boeing B737 i det kommende regnskabsår. Flyene kan bruges på nye ruter eller til ekspansion på eksisterende.

Det sagde koncernchefen for lavpris/lavservice-selskabet, Michael O’Leary, forleden på en irsk rejsemesse. Det er første gang at Ryanair kommer over 100 mio. passagerer i et regnskabsår.

Ryanair har tre gange i indeværende regnskabsår forhøjet sin forventning til overskuddet. Seneste opdatering kom i november sidste år og lød på et forventet overskud på 750-770 mio. euro og 89 mio. passagerer; en stigning på 8,5 pct. i forhold til sidste regnskabsår.

Fra sidst i marts åbner Ryanair sin base nr. 70 i Europa ved for første gang at indsætte fly i Københavns Lufthavn. Ryanair har sagt, at det i sit første år i Københavns Lufthavn forventer over en mio. rejsende.

Selskabet vil i første omgang stationere fire B737-800 (i starten dog kun én) i Københavns Lufthavn og åbne 13 ruter – kun de tre første er bekendtgjort, fra København til Luton ved London, samt til to andre sekundære lufthavne, Bergamo i nærheden af Milano og Warszawas anden-lufthavn, Modlin.

Det enlige Ryanair-fly i Københavns Lufthavn får travlt – det skal nå to flyvninger om dagen til Luton samt én til hhv. Bergamo og Modlin. I alt 28 flyvninger om ugen.

Når Ryanair er klar med de øvrige lovede 10 ruter fra Københavns Lufthavn kommer de øvrige bebudede tre B737 – dermed kommer Ryanair op på over 100 ugentlige flyvninger på Københavns Lufthavn.