Ryanair lægger sag an mod Spanien

Baggrunden er den overenskomststridige og uvarslede strejke blandt flyvelederne den 3. og 4. december, som medførte aflysning af over 500 flyvninger, skriver ATW.

I en udtalelse fra selskabet hedder det blandt andet, at aflysningerne har betydet afbrydelser af rejserne for 75.000 passagerer og at det er uacceptabelt, at de spanske flyveledere, hvoraf nogle tjener op mod en million Euro om året, fortsat går i strejker, go slow aktioner og ’arbejde efter reglerne’ perioder, hvorved de påfører millioner af europæere tab og problemer uden at have en rimelig økonomisk grund til det.

Udtalelsen retter også henvendelse til EU-kommissionen om at fjerne strejkeretten på så vigtige områder som for eksempel luftkontrollen og at ændre reglerne i passagerernes rettigheder, så flyselskaberne ikke skal yde erstatning til passagererne i situationer, som helt klart er udenfor flyselskabernes ansvar. Ryanair henviser til, at selskabet alene det seneste år har måttet aflyse 2.500 flyvninger, udsætte 13.000 flyvninger og genere omkring 2,5 millioner passagerer alene på grund af flyveleder-aktioner i Belgien, Frankrig og Spanien.

Skrevet af Flemming Juul