Ryanair øger i Billund Lufthavn

800px-Ryanair_Boeing_737-800_At_Manchester_International_AirportÉn ting er, hvad Ryanair siger, noget andet hvad Europas største flyselskab reelt gør. Efter i juli at have lukket sin base i Billund Lufthavn pga. pres fra fagbevægelsen, ser det ud til, at Ryanair fra sommerkøreplanen næste år atter får flere ruter til Danmarks næststørste lufthavn.

Rutelukningerne i Billund Lufthavn, som følge af sommerens faglige konflikt mellem LO og Ryanair, bliver tilsyneladende kortvarige. I næste års sommertrafikprogram får Ryanair ni ruter til Billund, skriver Vejle Amts Folkeblad. Det var mandag formiddag ikke muligt for takeoff.dk at få kommentar fra Billund Lufthavn.

Ryanair flyver i det nuværende sommerprogram til Billund fra bl.a. Alicante, Bergamo (ved Milano) Budapest, Girona (Barcelonas sekundære lufthavn), London-Stansted, Malaga, Malta, Mallorca, Rom og Tenerife. De fleste vil også blive betjent i næste års sommerprogram, dog næppe Tenerife.

I juli lukkede Ryanair sin base i Billund og samtidig lukkede Ryanair to af sine små sommerruter fra Billund til Kreta og Korfu – og bebudede, at selskabet i vintersæsonen ikke ville flyve til Billund fra Budapest, Malaga og Tenerife.

Ryanair opskrev sidste uge forventningen til sit overskud i dette regnskabsår med 25% og anslår nu et overskud på op til 1,2 milliarder euro – svarende til ni milliarder kr. I dette regnskabsår forventer Ryanair 103 millioner passagerer. Selskabet har over 300 Boeing B737-800 fly, det flyver til 192 lufthavne i 31 lande og har ca. 1.600 ruter.