LUFTFART: Europas største flyselskab foreslår grænser for det antal genstande, passagerer kan få i afrejse-lufthavnen. Og der skal ikke serveres alkohol i lufthavne før kl. 10 om formiddagen. Ryanair tillader ikke rejsende ud af to store britiske lufthavne at medbringe alkohol.
Ryanair begrunder ønsket om stramninger med, at der mellem 2012 og 2016 var øgning på 600 pct. i antallet af uregerlige passagerer i britiske lufthavne, hvor alkohol var del af årsagen. Derfor ønsker Ryanair at lufthavnene nu også hjælper med at bekæmpe problemet.
Ryanair foreslår bl.a., skriver flere britiske medier, at der ikke må sælges alkoholiske drikke i lufthavne før kl. 10, samt at der efter kl. 10 ikke må sælges mere end to genstande pr. passager – og at de skal noteres på passagerens boardingkort. Dette gælder også ved flyforsinkelser.
I forvejen har Ryanair forbud mod, at afrejsende passagerer fra Manchester og Glasgow til et par spanske destinationer kan medbringe spiritusflasker i kabinen.
BBC sendte for nylig i samarbejde med fagforeningen Unite, der organiserer 19.000 kabineansatte i britiske flyselskaber, spørgeskema til de kabineansatte om emnet.
4.000 svarede og over halvdelen oplyste, at de har oplevet uregerlige, fulde passagerer ved flyvninger ud af britiske lufthavne. Og en ud af fem sagde, at de havde været udsat for fysisk forulempning fra fulde passagerer, som de f.eks. under flyvningen nægtede at servere mere alkohol.