Ryanair sætter farten ned

ryanairLUFTFART: Ifølge britiske medier har lavprisselskabet på baggrund af det faldende overskud opfordret sine piloter til at nedsætte flyhastigheden med et par minutter for hver flyvetime.

Howard Miller, selskabets CFO, siger til Financial Times: ”Vi flyver en anelse langsommere, og vi kan konstatere, at det medfører et lavere brændstofforbrug. Brændstof er vores største omkostning, så vi har et forholdsvis større problem her, end alle andre flyselskaber”.

Ifølge avisen The Telegraph har Ryanair på det seneste gennemført en række tiltag for at spare på brændstofregningerne. ”Sidste år skar man ned på størrelsen af selskabets in-flight magasin ’Let’s Go’ som nu trykkes i A5 format i stedet for som tidligere A4. Det skulle angiveligt reducere brændstofregningen med tusinder af pund og reducere trykprisen med 400.000 pund”.

”En talsmand skal have tilføjet, at flyselskabet har bedt personalet om øget opmærksomhed på deres personlige vægt, mens man har skåret ned på mængden af is, der tages ombord, samt reduktion af vægten på både trolleys og flysæder”.