Ryanair skærer stort ned i Sverige

ryanairLavprisselskabet skærer voldsomt ned i Sverige på grund af mangel på fly, forøget satsning på andre markeder og skattefordele i Irland.

Nedskæringerne rammer udbuddet fra de fleste svenske lufthavne og omfatter Ryanairs primære base, Skavsta ved Stockholm, samt Göteborg, Växjö, Kalmar, Ängelholm, Jönköping og Västerås, mens selskabet forsvinder helt fra Karlstad. Malmö og Skellefteå slipper for nedskæringer.

Der er flere årsager til nedskæringerne. Irland har fjernet sin flyskat, hvilket igen gør det attraktivt med ruter til/fra Irland. Der skal satses mere på flyvninger i Østeuropa og indenrigsflyvninger i Italien, hvor Alitalia skranter. Hertil kommer, at de nye fly, Ryanair har bestilt, først bliver leveret fra 2015.