Ryanair tager ved lære af easyJet

Michael O'Leary.

Michael O’Leary.

Ryanair vil introducere fleksible billetter til forretningsrejsende i det nye år som led i selskabets omlægning efter model fra easyJet, som CEO Michael O’Leary indrømmer har haft betydelig succes på området.

“Vi vil komme med et særligt produkt, som er specielt målrettet mod forretningsmarkedet engang i første kvartal 2014”, sagde O’Leary på et pressemøde i London.

Erhvervsrejsende, der registrerer sig på websiden får mulighed for at skifte fly helt op til rejsedagen og samtidig introducerer lavprisselskabet en særlig familiepakke. Priser og nærmere betingelser kommer senere.

Med de nuværende regler har rejsende skulle købe nye billetter, hvis de vil ændre rejsetidspunkt.

Michael O’Leary har desuden meddelt, at Ryanair vil nedsætte gebyrerne for ekstra bagage og printning af boardingpas, ligesom man vil gå over til pladsreservation for at slippe for ’kampene’ om at komme først ombord i lufthavnene – ligeledes efter easyJets forbillede.

“Vi kan lære af de få ting, de har gjort godt, og hvor vi er gået glip af nogle fordele”, sluttede O’Leary.