Ifølge Ryanairs topchef Michael O’Leary vil man skabe en europæisk ’Amazon for rejser’, som skal øge selskabets overskud til over to milliarder Euro i løbet af de kommende seks til otte år.
Til det formål vil lavprisselskabet udvide sin hjemmeside med rejse- og ferieaktiviteter, som for eksempel hoteller og koncerter.
Ryanair er i fuld gang med at udskifte selskabets lufthavne til primære lufthavne og har opgraderet sin hjemmeside for at sikre en forenklet billet-booking.
“Nu har vi muligheden for med den nye web-side at udbygge ryanair.com til mere end en luftfartsside, men som en slags ’Amazon for rejser i Europ”, siger Michael O’Leary til Financial Times.
“Det hele bliver direkte til rådighed på ryanair.com. Vi vil af med alle mellemhandlerne og vi har størrelsen til at gennemføre det”.
Ryanair vil satse på at øge passagertallet fra omkring 100 millioner i år til ca. 160 millioner i løbet af de kommende seks til otte år – og målet er i den periode at nå et årligt overskud på to milliarder Euro.
Michael O’Leary kalder det usandsynligt, at man vil gennemføre større opkøb, men muligvis købe mindre aktieposter i konkurrerende selskaber som Lufthansa eller Air France. Han forventer favorable markedsbetingelser det næste år til halvandet hvor lave oliepriser er med til at øge overskuddene.
”I de 28 år, jeg har været med i denne branche har jeg aldrig før set en så perfekt sommer. Selv de inkompetente flyselskaber har haft overskud. I fravær af uventede chok i branchen de kommende 12-18 måneder med denne kombination af lave oliepriser og lave finansieringsomkostninger, vil de fleste flyselskaber se ud som genier, drevet af ledelses-guru’er indtil oliepriserne begynder at stige igen, hvorefter – som Warren Buffett siger – man får at se hvem, der svømmer nøgne og hvem, der har badetøj på”.