Ryanair vil droppe stort fly-køb

Den irske lavprisgigant Ryanair skrinlægger sandsynligvis planerne om  at købe 200 fly fra Boeing med den begrundelse, at den amerikanske flyproducent hele tiden kommer med ændringer i leveringsbetingelserne, hævder topchef i Ryanair Michael O’Leary, ifølge Reuters.

”Vi er næsten nået frem til en aftale om pris for bestillingen af 200 fly. Alligevel er det kun lidt sandsynligt, at aftalen gennemføres, da Boeing forsøger at gå tilbage i forhandlingsforløbet for at ændre betingelserne for leverancen”, siger han i et interview.

 
O’Leary er kendt for sin hårde forhandlingsstil. Allerede i november advarede han om, at han ikke var tilfreds med aftalen, som Boeing forsøgte at gennemføre. Dengang var grunden langsommelighed i forhandlingerne om flyene, som efter planen skulle leveres mellem 2013 og 2016.

Skrevet af Flemming Juul