Sådan er prisen på en flybillet skruet sammen

”Det er forståeligt, hvis forbrugerne mister overblikket om, hvad det reelt koster at flyve. Som hovedregel koster det ca. 450-475 kr. i timen pr. passager i det europæiske luftrum. Jo længere man flyver, jo lavere timepris. Hvis der er udsolgt på et fly til Mallorca, vil produktionsprisen på en returbillet være ca. 2.400 kr.,” siger kommunikationschef Torben Andersen i Spies’ flyselskab, Thomas Cook Airlines Scandinavia.
 
Selskabet, Nordens største charterflyselskab, har haft overskud i de sidste mange år – et overskud, der reelt stammer fra salget af taxfree-varer ombord.
 
”Ingen kan leve af at sælge returbilletter til Mallorca for en femtedel af produktionsprisen på fly, der i snit har 15-20 pct. tomme pladser,” siger Torben Andersen.
 
Næsten halvdelen af prisen på en flybillet går til at lønne besætningen (20 pct.) samt brændstof (28 pct.).
 
”I 2003 gik 15 pct. af billetprisen til brændstof. Det vil denne sommer være 28 pct. Der er derfor god grund til fokus på brændstof. Hvert minut, flyet er i luften, betyder en besparelse på ca. 62 liter fuel,” siger Torben Andersen.
 
EU har netop sagt ja til at etablere ”Single European Sky”, hvor luftrummet – ligesom i USA – skal styres af én organisation mod 47 nationale i dag. Det vil reducere brændstofforbruget 8-13 pct.
I dag sendes et fly fra f.eks. Billund eller København til De Kanariske Øer ofte ud på en omvej på op mod 300 kilometer på grund af de europæiske landes særinteresser.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten