Sådan ændrer vi os på ferien

Franskmænd går efter billig mad, Italienerne er dem, der har mest sex med fremmede, spanierne bruger pengene på spil, indiske kvinder spiser fast food, mens schweizerne hader topløs solbadning og svenskerne er dem, der går mest ind for økoturisme.

 

Det er nogle af de forskelle der fremhæves i en undersøgelse blandt 12 nationers særlige ferievaner, gennemført til Kuonis Global Holiday Report, hvor mere end 12.000 er blevet spurgt.

 

Rapporten afslører blandt andet noget om ferierejsendes kærlighedsliv, når de er hjemmefra, om grundigheden i rejseforberedelserne, hvordan spisevanerne ændrer og påklædningen bliver mere afslappet, men også hvordan ferien påvirker folk, når de kommer hjem og hvorledes ferien kan udvide horisonten og ændre vanerne.

”Mange har lyst til at være noget helt andet, når de er på ferie”, observerer den britiske psykoterapeut og forfatter Christine Webber. ”Det er som om at komme hjemmefra tillader én at eksperimentere som forskellige personligheder og prøve, hvordan det fungerer”.

Det folk spiser, når de er på ferie viser også store nationale forskelle. ”Prisen for mit kulinariske velbefindende på ferien er helt uden betydning”, siger René Schudel, køkkenchef, restauratør og TV-vært for det schweiziske Funky Kitchen Club. Mens nordmænd og svenskere stort set er enige med ham, er franskmænd og italienere yderst påholdende når de spiser ude, viser undersøgelsen.

Forsvinder den gode tøjsmag hos feriefolket?  Rapporten beretter, at indere klæder sig mere provokerende, franskmændene klæder sig afslappet og briterne har mindre tøj på. Italienerne er de mest moderigtige.

Skrevet af Flemming Juul