Søren Rasmussen bliver ”Formanden” i Albatros

Efter godt fire år som salgsdirektør i Albatros Travel overtager Ariel Zlotnik posten som administrerende direktør efter Søren Rasmussen, der går navnkundige Simon Spies i bedene som ”Formanden”.

Søren Rasmussen, der stiftede rejsebureauet for 25 år siden, orienterede torsdag medarbejderne om skiftet.

”Vi har ikke gjort det store nummer ud af det og forventer heller ikke nogen omvæltninger lige med det første,” siger Søren Rasmussen til takeofff.dk.

”For fire-fem år siden ansatte jeg en gruppe direktører udefra for at styre den ret voldsomme udvikling, vi er inde i. Det var en god beslutning, for de har trin for trin moderniseret virksomheden og virkeliggjort mine visioner. Således er Albatros i dag en toptunet virksomhed, der er klar til de næste trin på vej mod det internationale. De har løbende overtaget mine ledelsesfunktioner og gjort det ganske godt. Derfor falder det mig helt naturligt også at overdrage dem det daglige ledelses- og økonomiansvar, som jeg alligevel er trådt længere og længere væk fra.”

Søren Rasmussen pointerer, at man har fundet en form, som både rummer den nødvendige frihed, som en administrerende direktør må have, og samtidig bevarer ejerens indflydelse og interesser.

”Jeg kommer til at fortsætte som såkaldt arbejdende bestyrelsesformand efter samme mønster, som man kender fra USA og England,” siger Søren Rasmusen og fortsætter:
”Jeg beholder mit kontor og har min gang i virksomheden, som jeg fortsat vil tegne udadtil i mange henseender. Jeg vil desuden sætte mit præg på udvikling og markedsføring, men derudover vil jeg især koncentrere mig om de store projekter, vi har i Grønland og Afrika samt skibsfart og udvikling af Albatros’ særlige CSR-koncept.”

Søren Rasmussen debuterede tidligere i år på Gyldendal som forfatter til den meget roste bog ”I begyndelsen var Afrika…”.

”Jo, det kan meget vel være, at der kommer en bog mere,” lyder svaret på spørgsmålet, hvad den ekstra ”fritid” skal bruges på.

Albatros Travels ny administrerende direktør, Ariel Zlotnik, 45, er cand. merc. og var senest direktør for Swatch Group, inden han kom til rejsebranchen.

 

Skrevet af Peter Fredberg