Petter Stordalen. (Foto: Nordic Choice Hotels / Strawberry | PR)

Sætter dato på farvel til Nordic Choice Hotels

Allerede sidste år kom det frem, at Nordic Choice Hotels-varemærket droppes, og kædens hoteller i fremtiden vil benytte navnet Strawberry. Nu lyder det, at navneskiftet finder sted i denne måned.

Senere i maj venter en relativt stor forandring for de omkring 17.000 ansatte i Nordic Choice Hotels samt de 200 hoteller, der udgør kæden, da den får nyt navn.

Det har været kendt siden sidste år, at hotelkæden stod foran en navneforandring, men nu har ejeren Petter Stordalen selv bekræftet, at det kommer til at ske den 22. maj. Fra denne dato vil der derfor i stedet stå Strawberry over dørene til kædens hoteller.

Nordic Choice Hotels oplyser, at trods det har været undervejs siden offentliggørelsen på koncernens årlige konference for ansatte og samarbejdspartnere i juni sidste år, ændres navnet først nu, fordi man har skulle planlægge alt det praktiske, der skal ordnes i forbindelse med skiftet.

Solgte jordbær med sin far
Strawberry er et varemærke, som Petter Stordalen tidligere har benyttet i andre sammenhænge. Det går eksempelvis igen på brevpapiret hos en lang række af hans selskaber. Referencen til jordbær stikker dog dybere end som så, da den trækker tråde tilbage til erhvervsmandens barndom.

Da Petter Stordalen var 12 år solgte han nemlig jordbær sammen med sin far. Han var dog ikke altid tilfreds med kvaliteten af deres bær, ligesom han blandt andet også mente, at konkurrenterne havde bedre varer på hylderne, hvilket han påpegede over for sin far, der svarede igen med et faderligt råd.

”Sælg de jordbær, du har, for de er de eneste, du kan sælge,” lød det fra Knut Anker Stordalen.

Det er sidenhen blevet en læresætning, der har dannet grundlag for den såkaldte ’jordbærfilosofi’, som Petter Stordalen har brugt som omdrejningspunkt for sit arbejde med at opbygge sin portefølje af hoteller og andre forretningsaktiviteter.

Skal være begyndelsen på ny æra
Ifølge Petter Stordalen er det en milepæl, der bliver rundet, når navneskiftet træder i kraft, da han mener, at det handler om at tage et opgør med status quo, hvis det man vil sikre sig, at der forsat er fremdrift i forretningen.

”Vækst er en del af virksomhedens DNA, og hvis vi skal fortsætte den fantastiske vækst, som vi har haft de seneste 25 år, kræver det forandringer. Det er ikke længere nok bare at tilpasse sig. Vi skal være med i førerfeltet.”

”Vi stræber efter at være den bedste i klassen, når det kommer til hoteloplevelser. Og vi skal oftere kunne udfordre vores rolle som aktør i rejsebranchen med det mål at blive mere relevante for flere gæster. Derfor markerer Strawberry en ny og spændende æra for os.”


Relaterede artikler:

Noric Choice: Vi skal have 20 hoteller i Danmark

Stordalen: ”Du kan ikke lave forretning på Zoom”

Petter Stordalens hotelkæde skifter navn