Salg af rejseforsikringer steget med 25 pct.

Frygten for regninger på måske mange hundrede tusinde kroner har fået et stort antal rejseglade danskere til at tegne ekstra forsikringer, så de næsten uanset hvad er dækket ind i de tilfælde, hvor det gule sygesikringsbevis ikke længere rækker, skriver Jyllands-Posten.

 

Pr. 1. januar i år blev reglerne ændret, og siden ændringen er markedet for rejseforsikring steget med 25 pct., oplyser Europæiske. For, som de siger, det kan betyde økonomisk ruin for de rejsende, hvis forsikringen ikke er i orden.

 

»Vi mærker den øgede bevidsthed,« konstaterer underdirektør Jakob S. Bender fra Europæiske. »Vi har jo hørt historier om mennesker, der ender med at måtte betale flere hundrede tusinde kroner i hospitalsregninger, og vi kan konstatere, at udsigten til den slags skrækscenarier i høj grad har fået danskerne til at tage rejseforsikring alvorligt.«

 

Der findes hos Europæiske og Gouda flere former for forsikring. Eksempelvis har førstnævnte en særlig hjemtransportforsikring, som koster 59 kr. for en rejse. Ellers er det mest hensigtsmæssige at tegne en årsrejseforsikring. Hvis den skal gælde hele verden, er prisen hos Europæiske 679 kr. og hos Gouda 640 kr. Det skriver Jyllands-Posten. 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen