Salg af Sterling opgivet

Kilder i rejsebranchen kan berette, at bobestyrerne nu har endeligt opgivet at sælge konkursramte Sterling Airlines både helt og delvist.

 

Nøglemedarbejdere i flyselskabet, der har holdt kontakterne til flyselskabets leverandører åbne, mens forhandlingerne har stået på, har nu fået besked på, at udsigterne til en fortsat drift er definitivt opgivet.

 

Meddelelsen kommer dagen efter, at business.dk kunne meddele, at piloterne og stewardessernes fagforening Dansk Funktionærforbund, afbrød forhandlingerne fordi de var stærkt utilfredse med de forhold, man ville tilbyde de ansatte.

 

På det seneste forlød det, at forhandlingerne drejede sig om 6-8 fly og omkring 450 ansatte, som en ikke navngivet dansk kapitalfond skulle være interesseret i at overtage.

 

"Det er brandærgerligt – særligt fordi vi kunne forstå, at man i øvrigt var kommet i mål med alle andre interessenter af betydning for forretningsplanen, og dermed havde været klar til at underskrive en aftale i dag. Vi havde forstået, at første fly ville have været i luften henover weekenden," siger Lisa Bo Larsen fra advokatfirmaet Kromann Reumert til epn.dk.

 

Ifølge Jyllands-Posten vil det berørte personale nu melde sig ud af Funktionærforbundet for om muligt ad den vej at redde de omtalte 450 arbejdspladser gennem en ny overenskomst.

Skrevet af Flemming Juul