Sandy betyder 6.800 aflyste flyvninger

Orkanen Sandy har allerede ramt USAs østkyst flere steder.

Over 6.800 indenrigs- og transatlantiske flyvninger er blevet aflyst, mens USA’s nordøstkyst venter på, at den voldsomme orkan Sandy rammer. Forsinkelser de kommende dage.

Forsinkelserne i flytrafikken ventes at vare til mindst på onsdag. De aflyste flyvninger rammer bl.a. lufthavnene i Baltimore, Boston, New York, Philadelphia og Washington DC.

Avisen USA Today skriver, at foreløbig forventer flyselskaberne at kunne flyve i området igen fra sidst på tirsdagen. Mange flyselskaber har fløjet deres tomme fly til lufthavne i områder, der ikke forventes ramt af Sandy.

Under sin hærgen fra Caribien er foreløbig 60 omkommet på grund af Sandys store ødelæggelser. I New York er al offentlig transport indstillet, og 375.000 indbyggere i lavtliggende områder har fået besked om at fjerne sig.

Meteorologer frygter, at Sandy kan anrette historisk store skader med store oversvømmelser, når den møder et stort lavtryk over det nordamerikanske fastland, hvilket giver risiko for dannelse af ’Den Perfekte Storm’.