Savner 90 mio. kr. efter konkurs i Tyrkiet Eksperten

tyrkiet ekspertenKONKURSER: Efter Tyrkiet Eksperten krakkede i oktober har boets kurator, advokat Ole Borch, gennemgået selskabets regnskaber. Der kan ikke gøres rede for 90 mio. kr. Tyrkiet Eksperten bliver Danmarks næststørste rejsebureau-krak som vil koste Rejsegarantifonden omkring 20 mio. kr.

”I 2013 havde Tyrkiet Eksperten en bogført indtægt på 250 mio. kr., men udgifterne var ikke over 160 mio. Dermed er 90 mio. kr. forsvundet – jeg vil hellere sige tabt. Og vi skal finde ud af hvordan,” siger Ole Borch, partner i advokatfirmaet Bech-Bruun til Ekstra Bladet.

I 2012 havde Tyrkiet Eksperten en egenkapital på 15 mio. kr., ligesom der var modtaget forudbetalinger for 18,7 mio. kr. Men de penge er væk nu, og Ole Borch har opgjort, at Tyrkiet Ekspertens egenkapital ved konkursen var minus 71,1 mio. kr. Dermed er egenkapitalen skrumpet 86 mio. kr. Største kreditor i Tyrkiet Eksperten er Rejsegarantifonden.

Ole Borch oplyser, at undersøgelsen af de forsvundne 90. mio. kr. omfatter Tyrkiet. ”Kolleger i Tyrkiet gennemfører undersøgelser,” siger han.

Bag Tyrkiet Eksperten stod Gündüz Dogusoy, som i 1996 også gik konkurs med charterbureauet Sultan Rejser, hvilket kostede Rejsegarantifonden seks mio. kr.