Scandinavian Cruise Center skal sælges

Siden kort før jul har rygterne svirret om, at Per Dylov (foto) ville sælge sit livsværk Scandinavian Cruise Center. I forbindelse med et katastrofelignende regnskabsresultat offentliggjort i sommer sagde han til takeoff. dk ”at hvis udviklingen ikke vender i løbet af det næste halve år, sætter jeg virksomheden til salg. Allerhelst ville jeg have en partner, men kan det ikke lade sig gøre, sælger jeg”.

Ifølge takeoff. dk’s kilder blev virksomheden sat til salg netop i december, og der tales om tre forskellige købere, som skulle være interesseret, men slet ikke til den pris Per Dylov forlanger.  Hvor det ender kan man kun gisne om.

Selv er Per Dylov det meste af tiden bosiddende i Italien og har besluttet sig til at sælge sit domicil i Florida.

Det har på trods af en tidligere dominerende position inden for salg af krydstogter ikke været muligt at skabe i nærheden af overskud de sidste år, og der har også været noget som mildt sagt godt kunne kaldes en personaleflugt.

 

Skrevet af redaktionen