Skattekommission: Moms på salg af pakkerejser

Indførelsen af moms på rejsebureaudrift ventes at tilføre statskassen mindst 160 mio. kr. årligt. Til gengæld må forbrugerne betale en højere pris for deres rejser, hvis kommissionens forslag vedtages af politikerne i en kommende skattereform.

 

Direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, kommenterer:

”Forslaget fra Skattekommissionen er en smule utydeligt i formuleringen. Jeg forstår det indtil videre derhen, at man foreslår at lægge moms på rejsebureauernes avance, og jeg tillader mig at gå ud fra, at man mener, at forslaget omfatter alt salg af pakkerejser. Og her mener man så, at staten kan hente 160 mio. kr. Hvor det tal kommer fra, ved jeg ganske enkelt ikke”.

 

Indførelsen af moms på salg af rejser åbner for en byge af – indtil videre – uafklarede spørgsmål. Først og fremmest hvorvidt man overhovedet kan ’momse’ salg af varer, der forbruges udenfor Danmarks grænser.

 

Det er også et åbent spørgsmål, om Skattekommissionen forestiller sig moms på hele rejsens pris, eller alene på den avance, rejsebureauerne har. I rapporten står der ordret:

 

”Ophævelsen af momsfritagelsen omfatter virksomheder, der i eget navn leverer fx persontransport og indkvartering direkte overfor den rejsende, men hvor disse ydelser udføres af andre virksomheder (flyselskaber og hoteller mv.).”

 

Hertil siger Lars Thykier:

”Det er klart, at hvis forslaget skal opfattes sådan, at man vil pålægge enhver pakkerejses pris 25% i moms, så er det efter vores opfattelse direkte adfærdsregulerende virksomhed, og det vil vi selvfølgelig have en række synspunkter på”.

                                                                      

Skattekommissionens samlede rapport bliver nu udgangspunktet for de kommende ugers forhandlinger mellem Folketingets partier, som skal munde ud i vedtagelsen af en omfattende skattereform i løbet af foråret.

 

Skrevet af Christian Peschardt