Skattepenge bliver brugt på ferier

apollo-grækenland-ferie-charterDe 17,8 milliarder kroner, som Skat har udbetalt til mange danskere, bliver brug på rejser og luksus, vurderer cheføkonom.

Over tre millioner danskere har fået en ekstra skilling på kontoen i form af overskydende skat. Det har de bl.a. opdaget hos dagligvarebutikkerne og i rejsebureauerne, som netop i dag lokker med tilbud på luksusvarer og storbyferier, skriver dr.dk.

Cheføkonom i Danske Bank Las Olsen: ”Når man får penge, som man måske ikke lige havde regnet med, er det ikke mere letmælk eller rugbrød, folk bruger pengene på, men luksusting, der nu er råd til. Den typiske reaktion på de uventede penge er, at de omsættes til en lille ting til sig selv. En god middag eller måske en weekendferie, hvis man får meget tilbage”.

Ifølge Las Olsen kan det godt betale sig at tøve lidt, før man kaster sig over de fristende tilbud, for der er mange, som hellere burde skaffe sig øget sikkerhed i økonomien til uforudsete udgifter.

På landsplan har danskerne i gennemsnit fået 5.329 kroner tilbage, mens en fjerdedel af danskerne skal betale en restskat på i alt 6,7 milliarder kroner.