Skibet er ladet med sport

Det kan godt være, at nogle hoteller og turistorganisationer bruger undskyldningen om, at EM i fodbold og senere OL, er årsagen til svigtende besøg, men den holder næppe.

Heller ikke hvis det gælder et krydstogt. Således beretter britiske P & O Cruises og Cunard med de store skibe, Queen Mary 2 og Queen Victoria, at det hører til god engelsk kultur at bringe store sportsbegivenheder i bedst mulige gengivelser rundt om på skibene og i kabinerne.

”Vi er glade for, at vi kan gengive OL fra London med en bred dækning i hele perioden. Det samme gælder alle 31 kampe fra EM i fodbold, som nu er i fuld gang. Det er en integreret del af en ferieoplevelse, som samtidig betyder, at ingen i familien ærgrer sig over, at han ikke blev hjemme,” siger adm. direktør for P & O Carol Marlow.

Han tilføjer dog forsigtigt, at der naturligvis også er nogen, som ikke interesserer sig for sport om bord, men så er der jo fortsat alle de andre aktiviteter!

Skrevet af Ejvind Olesen