Skiturister omkommet i Norge

Det var et ægtepar på skitur med børnebørnene som fandt en af de omkomne og slog alarm til politiet. Der var ikke specielt dårligt vejr i området og den udenlandske skiturist blev fundet mindre end 800 meter fra den hytte, gruppen  havde overnattet i.

Torsdag eftermiddag kom politi og redningsmandskab til stedet. De fandt den anden omkomne i sovepose under fire rygsække knap en time senere og kort tid efter blev den tredje person fundet omkommet med ski og stave på.

”Måden, de omkomne er fundet på, tyder på, at de er blevet overrasket af en voldsom kulde. Kulde og vind i en uheldig kombination har formentlig gjort, at de alle er frosset ihjel”, siger politiinspektør Egil Eriksen ifølge Aftenposten.

De omkomne var godt klædt på – og havde blandt andet GPS, fortæller han. Lensmand Egil Netland i Sirdal siger at 25 snescooterpatruljer og fire hundepatruljer fredag morgen startede eftersøgningen efter den fjerde person i gruppen.

Skrevet af Flemming Juul