SLV: Onur Air har sikkerheden i orden

Onur Air er ikke et farligt selskab. Det understreger Statens Luftfartsvæsen efter krav fra Dansk Folkeparti om at transportminister Carina Christensen bør udstede et flyveforbud mod det tyrkiske flyselskab, der i går måtte foretage en dramatisk nødlanding med 160 charterturister. Det skriver tv2.dk i dag.

”Vi har ingen indikationer på, at Onur Air er et farligt selskab at flyve med. Angående flyvesikkerhed er det sådan, at man ikke gradbøjer sikkerheden. Hvis et selskab har myndighedernes godkendelse, i det land hvor selskabet hører hjemme, så er det per definition sikkert, for hvis der var den mindste grad af tvivl, så ville det ikke få lov til at flyve,” siger Statens Luftfartsvæsens kommunikationschef Thorbjørn Ancker.

Han oplyser også, at man fra luftfartsvæsenets side, ligesom med andre flyselskaber, har foretaget uanmeldte inspektionsbesøg af Onur Airs fly, når selskabet er landet i danske lufthavne, og her er man heller ikke stødt på problemer med flyvesikkerheden.

Thorbjørn Ancker understreger, at det bliver den tyrkiske havarikommission, som i deres rapport vil konkludere, om der er begået fejl i forbindelse med nødlandingen, og at man fra Statens Luftfartsvæsen ikke kan gå ind og undersøge hændelsen.

Onur Air har tidligere været angrebet for manglende sikkerhed i luften. Hollandske, schweiziske, tyske og franske myndigheder udstedte i 2005 et midlertidigt flyveforbud mod det tyrkiske lavprisflyselskab pga. sikkerhedsmæssige problemer. Efter to uger fik selskabet dog tilladelsen tilbage. Seneste tvivl om selskabets sikkerhedsniveau opstod for tre år siden, da Europa-Parlamentet specifikt henviste til Onur Air som begrundelse for at skærpe reglerne for flysikkerhed i EU, skriver Berlingske Tidende i dag.

Skrevet af Simon Jørgensen