Små øer bør satse mere på turisme

furVejen til at hjælpe de små øer ud af krisen går især gennem turismen, mener minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen forud for høring om småøernes vilkår.

Problemet er befolkningsnedgang, og dyre transportudgifter. Løsningen ligger primært i en udvikling af turismeindustrien: ”Vi har også landfaste områder, hvor problemet med affolkning er det samme som på småøerne, så færgedrift løser ikke det hele”, siger Carsten Hansen.

Ministeriet har netop valgt at bistå Videncenter for Kystturisme med en analyse af turismen på de små øer. Den sætter fokus på, hvordan man får mere viden om hvem, der besøger øerne og hvorfor, skriver dr.dk.

Flere erhvervsdrivende øboere ønsker gratis færgetransport for at skabe mere udvikling, men her henviser Carsten Hansen til indenrigsminister Margrethe Vestager, som færgedriften hører under. Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet gives der allerede tilskud til de små øers færgedrift.

Carsten Hansen peger på flere tiltag, der kan skabe udvikling på småøerne og måske forhindre yderligere affolkning. Der er bl.a. afsat penge til hurtigere internetadgang, og så kan landdistriktspuljen være med til at støtte flere projekter på de 27 danske øer, der hører under kategorien ’småøer’.