Smagen af Sydvestjylland i København

Nymindegab Kro.

Nymindegab Kro.

I tre måneder får københavnere muligheden for at smage Sydvestjyllands køkken når Nymindegab Kro åbner dørene i Helgolandsgade.

Det sker fra 2. oktober når den traditionsrige kro fra Nørre Nebel midlertidigt slår sig ned i hovedstaden. Den nye filial på Andersens boutique-hotel skal agere en lille, sydvestjysk ambassade og promovere de delikatesser, som Sydvestjylland byder på.

”Vores klare indtryk er, at københavnerne er begejstrede for madens kvalitet, når de besøger os i Nymindegab, og derfor åbner vi nu i deres egen baghave”, siger Finn Steffensen, krovært på Nymindegab Kro.

Københavnerne lokkes ind i varmen med bakskuld, lam, vadehavsøsters og havtorn, der alt sammen er hentet i den lokale natur.

”Efter at have drevet Nymindegab Kro i 13 år, er det på tide at komme videre. Vi synes selv, at vi har nogle fantastiske råvarer og produkter, og det mangler københavnerne at få kendskab til”, siger Finn Steffensen.

Planen er, at Nymindegab Kro pakker sammen den 14. december og drager tilbage til det sydvestjyske for at fejre jul.