Søndervig Feriepark var det store slagnummer, da regeringen i 2015 præsenterede sine udvalgte 10 strandnære ferieprojekter.
Det vestjyske projekt byder på Nordeuropas største badeland med 500 nye feriehuse, 620.000 flere udenlandske overnatninger om året og investeringer på op mod en milliard kroner. Men nu truer forsinkelser af en ny planlov projektet, som taber penge på at vente på det politiske arbejde, skriver bt.dk.
”Hvis regeringen ikke får gjort noget nu og her, bliver vi i værste fald nødt til at droppe projektet”, siger projektchef for Søndervig Feriepark, Michael Neumann til bt.dk. ”Der er ofret et stort tocifret millionbeløb, og vi har gjort alt, hvad vi kunne. Vi risikerer, at de købere, der har vist interesse, køber noget andet, fordi der går for lang tid. Vi betaler ejendomsskat, fordi området er udlagt, så vi mister også mange penge, mens vi venter”, uddyber Michael Neumann.
”Vi har fået mange formodninger fra den daværende minister om, hvornår planloven ville blive færdig. Lige fra sidste forår til efter jul. Nu håber vi på noget i foråret eller forsommeren”.
I et skriftligt svar til BT erkender den nye erhvervsminister Brian Mikkelsen, at arbejdet kræver tid: ”Der er kommet over 100 høringssvar og de skal naturligvis behandles seriøst. Jeg drøfter forslaget politisk med aftalepartierne. Vi har derfor udarbejdet en revideret tidsplan og vil fremsætte lovforslaget for Folketinget i næste uge”, skriver Brian Mikkelsen.
Feriehusene i Søndervig Feriepark er en afgørende brik for selve finansieringen. Husene skal sælges til private, der efterfølgende skal kunne udleje dem. Pengene fra salget indgår i finansiering af projektet. Men både købere og byggeri er i venteposition, indtil den nye planlov bliver endeligt vedtaget.