Solid vækst for Icelandair

Björgólfur Jóhannsson.

Björgólfur Jóhannsson.

Flyselskabet havde et nettooverskud i 2013 på 56,4 millioner dollar mod 44,3 millioner i 2012. Omsætningen steg med 14% til 1,02 milliarder dollar, mens passagertallet øgedes med 12% til 2,25 millioner. Kapaciteten gik i vejret med 16%.

Ifølge CEO Björgólfur Jóhannsson har man haft fokus på flere faktorer i det forløbne år, herunder reduktion af selskabets sæsonafhængighed, bedre synergieffekter mellem koncernens selskaber og særlig vægt på koncernens omkostningskontrol.

Der ventes ikke større forbedringer i indeværende år, hvor forventningerne til EBITDA lyder på 145-150 millioner dollar mod 143,7 millioner i 2013.

Hovedårsagerne til den begrænsede optimisme er ifølge Björgólfur Jóhannsson en forventet hårdere konkurrence, som vil medføre lavere yields, stigende brændstofudgifter og ændrede valutaforhold samtidig med, at en række overenskomster er ved at udløbe og skal fornyes med den usikkerhed, det indebærer.

Han fastholder dog, at selskabet med sin nuværende økonomiske situation er i god stand med hensyn til fremtidig vækst.