Sommerhuse for dyre til udlejning

Kvadratmeterprisen er mere end dobbelt så høj som for blot få år siden, mens udlejningspriserne slet ikke kan følge med i denne udvikling, skriver epn.dk.

Nord for Aalborg, hvor Netferie A/S driver udlejning af 240 feriehuse, siger direktør Mette Fosvald, at udlejningspriserne ikke har kunnet følge med, fordi så stor en del er baseret på det tyske marked, hvor økonomien har været svag i mange år.

I området er huspriserne steget 30-40%, mens udlejningsprisen højst har kunnet øges med inflationsraten – 5 måske 8 procent. Ifølge Mette Fosvald kan man så småt nu øge priserne, da det går bedre for den tyske økonomi.

 

BRFkredit har regnet på hvornår udlejerne når deres break even. Heraf fremgår, at et hus, der blev købt i 1998 krævede mindre end seks år før investeringen var finansieret. I dag skal nye købere regne med en udlejningstid på 12 år.

Tal fra Realkreditrådet viser, at sommerhuspriserne langsomt er på vej ned. Fra 1. kvartal 2007 til nu er priserne på landsplan faldet 0,4%. Der er prisstigninger i Vest- og Nordjylland, mens sommerhusområder på Fyn, Nordsjælland og Østsjælland taber værdi.

Skrevet af web-redaktionen