BILUDJENING: DR’s forbrugerprogram Kontant sendes i aften kl. 21.05 og har bl.a. fokus på en Spies-kundes klage over udlejningsbil fra Avis Biludlejning på Fuerteventura.
”Det kan blive dyr fornøjelse at leje bil på sommerferie. Mange kunder får ekstraregninger for den bil, de mener, de har betalt for,” hedder det i optakten til aftenens udsendelse på DR.
Kontant har en historie om en bule i en Avis’ udlejningsbil på Fuerteventura. Kontant hævder, at Avis har lavet stor bule i forskærm, som Spies-gæsten skal betale 500 euro for. Spies’ kommunikationschef, Torben Andersen, skrev forleden til Kontant:
”Vi ser sagen som påstand mod påstand. Jeres oplæg bygger på oplysninger og et billede fra gæsten, som ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold.”
Han fortsætter:
”Spies foranstaltede billejen for gæsten via Avis under gæstens ferie på Fuerteventura. Ud fra de oplysninger, vi har modtaget fra Avis og fra gæsten, har vi svaret. Der er ikke fremkommet nye oplysninger, om end vi siden har konstateret, at gæsten har mistet troværdighed ved at angive urigtige oplysninger om tidspunktet for fotooptagelsen – oplysninger som ellers skulle dokumentere, at bilen blev afleveret uden skader. Gæsten hævder, at bilen er fotograferet blot fem minutter før aflevering – sandheden er, at det er over 24 timer før. På grund af usikkerheden omkring det fremsendte materiale, vil vi anbefale gæsten at gå til Pakkerejse-Ankenævnet for en vurdering. Skulle nævnet komme frem til en anden kendelse ud fra det foreliggende, følger Spies naturligvis denne.”