Spies klar med børnefri caribisk strand

Flamingoer nyder freden på den børnefrie badestrand på Aruba. Hertil kommer man med båd fra hotellet. Bor man ikke på Spies-hotellet, koster et besøg på stranden 75 dollars.

Flamingoer nyder freden på den børnefrie badestrand på Aruba. Hertil kommer man med båd fra hotellet. Bor man ikke på Spies-hotellet, koster et besøg på stranden 75 dollars.

CHARTER: Spies i Danmark øger den kommende vintersæson sit udbud til den caribiske ø Aruba. Her har et af hotellerne sin egen ø med to strande, den ene, Flamingo Beach, er forbeholdt voksne.

”Aldersgrænsen for Flamingo Beach er 16 år, men ingen vagter kontrollere alderen. Et af de hoteller, Spies tilbyder på Aruba, er Renaissance Ocean Suites – som bl.a. har sin egen tropeø med to badestrande, hvoraf den ene er en familiestrand 100 meter fra hotellet med en flok venlige leguaner, mens Flamingo Beach er forbeholdt voksne,” siger Spies’ kommunikationschef i Danmark, Torben Andersen, til standby.dk

Spies-koncernen har i mange år sendt bl.a. svenske gæster til caribiske Aruba, mens destinationen er ny for det danske Spies-publikum. Spies forventer den kommende vintersæson at sende op mod 7.000 gæster til Aruba, heraf ca. 1.000 fra Danmark.

”Aruba er et godt alternativ eller supplement for dem, som mange gange har besøgt Thailand. I alt tilbyder Spies på sine mange destinationer ca. 700 familiehoteller, så dette med den børnefri strand på et enkelt af vores hoteller i Aruba skal ses som et kuriøst indslag,” siger Torben Andersen.

En af øjeblikkets store rejsetrends er børnefrie hoteller. På fem år har Spies åbnet 12 af slagsen. For alle gælder en aldersgrænse på 16 år.

”Årets oversøiske vinternyhed for Spies ud af Danmark er Aruba. Her råder hotel Renaissance Ocean Suites over egen tropeø med to badestrande. Navnet Flamingo Beach kommer ikke af ingenting, idet en flok flamingoer nyder freden på stranden i selskab med et voksent publikum,” siger Torben Andersen.

Den caribiske ø kan nås fra Danmark fra 3. december, hvor Spies har premiere på vinternyheden Aruba. Der flyves fra København med en Airbus 330 fra Spies’ eget flyselskab Thomas Cook Airlines Scandinavia.