Spies rykker ind på fodboldbanerne

Ca. 15 pct. af Spies’ rejser er ikke-charterrejser og tallet stiger. Spies havde sidste år samlet knap 280.000 gæster fra Danmark – og dermed ca. 42.000 på ikke-charterrejser.

 

Via Thomas Cook Sport har Spies nu fået et samarbejde om at lave rejser til Premier League; koncentreret om store fodboldbyer som London, Manchester og Liverpool. Thomas Cook Sport er officiel rejsepartner for en række engelske fodboldhold.

 

Spies’ direktør i Danmark, Jan Vendelbo, sagde ved præsentationen af det nye produkt i går til takeoff.dk, at Spies ikke har noget konkret bud på, hvor mange fodboldrejser, man kan sælge.

 

”Men vi kan tilbyde billige billetter, da Thomas Cook Sport køber direkte hos klubberne – der er altså ikke et fordyrende mellemled,” sagde Jan Vendelbo og tilføjede, at to overnatninger på et godt hotel plus billet til fodboldkampen kan gøres for ca. 1.500 kr., hertil kommer bl.a. flybilletten.

 

Ved præsentationen af det nye fodboldprodukt, Match Break, havde Spies fået fint besøg fra Manchester United, der havde sendt en af sine store pokaler til København samt den tidligere United-spiller, norske Ronny Johnsen.

Skrevet af Henrik Baumgarten