Spies slår rivaler på nettet

”Man kan ikke være alt for alle, siger Spies’ onlinechef Rasmus Panduro. Og netop den holdning ser ud til at være en medvirkende faktor til, at spies.dk i en ny benchmark- og brugeroplevelsesanalyse løber med sejren over konkurrenterne apollorejser.dk og startour.dk

 

Det skriver bladet Markedsføring i sin nye udgave.

 

Analysevirksomheden Paso Research har gennemført analysen, hvor deltagerne blandt andet har skullet løse tre opgaver på hvert af de tre testede sites. Derefter er de enkelte deltagere blevet interviewet for at nå frem til en generel vurdering af de tre websites på en række centrale parametre.

 

Spørgsmålene, testpersonerne skulle finde svar på, var:
Kan du få en afbudsrejse til Spanien med afrejse fra København?
Hvad koster en afbudsforsikring?
Taler guiderne dansk, hvis du rejser til Tenerife?

 

På Spies site kunne 80 procent løse opgaverne. Hos Star Tour var det 67 procent og hos Apollo 66 procent.

 

Efter at have forsøgt at gennemføre de tre opgaver på de tre hjemmesider blev respondenterne bedt om at pege på den bedste: 45 procent sagde spies.dk, 29 pct. apollorejser.dk, og 26 procent startour.dk

 

Spies.dk er det af de tre sites, der scorer bedst på brugervenlighed og troværdighed, hvilket er de to parametre, brugerne vægter højest. Dertil kunne 99 procent løse den første af de tre opgaver hos Spies. Hos Star Tour var det 86 procent og hos Apollo 76 procent.

 

Samlet set scorede spies.dk 68 point på 110test-indexet og er dermed den hjemmeside, der i forhold til brugerne performer bedst. Apollorejser.dk og startour.dk scorer henholdsvis 62 og 61 point i indexet.

 

Og resultatet glæder naturligvis hos Spies.
”De ting, vi har arbejdet med, slår positivt ud i testen,” siger Spies’ onlinechef, Rasmus Panduro, der tilføjer, at Spies i hele sit koncept arbejder meget på netop at gøre det enkelt.

Skrevet af redaktionen