Stærk uenighed om rejseforsikringer

Forbrugerrådet og forsikringsbranchen med Gouda Rejseforsikring i hovedrollen er vildt uenige om, hvornår det er nødvendigt at tegne en rejseforsikring.
Skadedirektør i Gouda Rejseforsikring, Jørgen Pedersen, har flere omgange beskyldt Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl, for at ikke at have sat sig ordentligt ind i juraen. Omvendt mener Forbrugerrådet, at forsikringsselskabernes ærinde er at drive hver en krone ud af nedskæringen på det gule sygesikringsbevis.

”Vi er bekymrede over, at der kommer alarmerende meldinger fra folk, som har en økonomisk interesse i at få tegnet så mange forsikringer som muligt. Vi er interesserede i, at oplysningerne er så klare og gennemskuelige, at folk er klar over, hvilke risici de bliver udsat for. Vi mener ikke, at de meldinger, der er kommet fra Gouda, har været egnede til at skabe klarhed på området,” siger Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl.

”Nogle af meldingerne fra forsikringsselskaberne giver indtryk af, at man ikke er dækket ved rejse til f.eks. Norge, men det er man i meget høj grad. Det tyder på, at vi er ude i nogle hjørner, hvor nogle selskaber skaber mere forvirring end opklaring, og så er risikoen, at nogle køber de forkerte forsikringer, eller køber dem for dyrt,” siger Rasmus Kjeldahl.

Gouda Rejseforsikring fastholder skadedirektør Jørgen Pedersen sin kritik af Forbrugerrådet, og han slår ned på, at Forbrugerrådet har udtalt, at ændringerne stort set ikke betyder noget for Norden. ”Det betyder noget i tre konkrete eksempler – efter den gamle ordning skulle man ikke betale for den billigst mulige hjemtransport selv, hvis man har fået lægeordineret en særlig hjemtransport. Det skal man nu som en slags selvrisiko. Nu skal man også selv betale, hvis man på grund af sin lægelige behandling har forpasset sin planlagte hjemrejse. Det samme gælder, hvis man vil rejse hjem på en anden og dyrere måde end oprindelig planlagt,” siger Jørgen Pedersen.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 12. februar, 2008)

Skrevet af