Stagnation i Københavns Lufthavne

Ifølge adm. direktør for Københavns Lufthavne, Brian Petersen, vil man i de kommende år forsøge at ændre en negativ udvikling med lav vækst ved at sætte fart i investeringerne. Tilbage i 2006 var der en vækst i passagertallet på 4,5 pct., men sidste år oplevede man et lavere vækstniveau på blot 2,5 pct. Samtidig nedtonede Københavns Lufthavne sidste år sin målsætning til den årlige vækst til 2-4 pct. fra 3-5 pct. tidligere.

”Flyselskaberne har generelt en tidshorisont på beslutninger om udvidelse, der kan vare i op til to år. Så jeg vil tro, at vi kommer til at se en vækst på 2-4 pct. i de kommende to år,” lyder det fra Brian Petersen.

Det grundlæggende problem i Københavns Lufthavn er, at der åbnes for få nye ruter, samt at belægningen på de enkelte ruter ikke er tilstrækkelig høj. Det skal der laves om på, hvis Københavns Lufthavn skal nå målsætningen om 30 mio. årlige passagerer i 2015 mod de nuværende 21 mio. passagerer.

”Man kan ikke nå 2015-målsætningen med en vækst på 2-4 pct. årligt. Derfor er det vigtigt for os, at dette sættes op. Det kræver først og fremmest, at vi holder fast i den gode vækst på det, der hedder lokalt afgående, hvor vi vokser hurtigere end gennemsnittet i Europa. Samtidig skal vi vende udviklingen på transfersiden ved at gøre lufthavnen til en attraktiv transferlufthavn,” siger lufthavnsdirektøren.

(Børsen, d. 19. februar, 2008)

Skrevet af