Stand By og Take Off får ny investor og direktør

Logistik og overblik er nogle af nøgleordene i planlægning af både rejser og møder, hvorfor rejseplanlæggere ofte er glimrende mødeplanlæggere og vise versa. Det er én af baggrundene for, at Stand By, Take Off og Kursuslex nu indgår et tæt samarbejde.

 

Stand By og Take Off hører til Skandinaviens største og ældste medier med både tre-sproget printmagasin og flere velbesøgte websites, der servicerer rejsebranchen samt rejseplanlæggere i private og offentlige forvaltninger med nyheder og baggrundsstof.

 

Kursuslex er Danmarks ældste og største udvikler af værktøjer til mødeplanlæggere og markedsfører flere hundrede danske, svenske og tyske hoteller og kursuscentre.

 

De meget tætte relationer mellem rejsebranchen, hotelverdenen og mødebranchen er baggrunden for det samarbejde, der nu er etableret mellem Stand By, Take Off og Kursuslex.

 

Ideen er at samarbejde om en stærkere platform mellem købere og sælgere af kursus-, møde- og rejse-aktiviteter samt desuden skabe en ny og længe savnet dialog mellem både danske virksomheders rejsebestillere og forretningsrejsebureauerne omkring det store og uigennemsigtige udbud af erhvervsrejse produkter lige fra fly, hotel og billeje til vejledning i god rejseøkonomi.

 

I forbindelse med det nye samarbejde tiltræder Christian Guldager som direktør for Scandinavian Travel Media Aps, der ejer Stand By og Take Off. Det er hensigten, at Christian bliver en væsentlig aktionær i selskabet. Hans mangeårige erfaring vil være drivkraften i den turn-around og ekspansion, som selskabet skal i gang med og som i stigende grad vil give Stand By en større og mere central rolle med langt større dialog og aktiviteter i den skandinaviske rejsebranche.

 

Selskabets nuværende, men midlertidige direktør Axel Chr. Rasmussen, fortsætter som bestyrelsesformand i tæt samarbejde med Christian Guldager og selskabets ejer Lars Thuesen.

 

Stand By udkommer i hele Skandinavien i 21.000 eksemplarer og driver foruden sine egne tre skandinaviske web-sites også www.takeoff.dk og www.standbynews.info i Baltikum med i alt over 30.000 besøgende.

 

Kursuslex udgiver magasinet Møderplus+, Håndbogen Kursuslex og arrangerer flere store netværksmøder for mødeplanlæggere og leverandører til mødebranchen. Desuden udgiver Christian Guldager det gastronomiske magasin Smag & Behag.

 

For yderligere oplysninger: Christian Guldager: 4020 6338, Axel Chr. Rasmussen: 4060 4142

Skrevet af Redaktionen