Statsstøtte til kriseramte græske øer

KosDen græske regering er i færd med at lave en aktionsplan for de øer, der er hårdt ramt af det store antal flygtninge og migranter.

Turistminister Elena Kountoura bebuder ekstra økonomisk støtte til de græske øer, der er hårdest ramt af flygtningekrisen og vil præsentere nye markedsføringsplaner på ITB i Berlin.

Der ventes en række fam-trips til de ægæiske øer for at vise medier og rejsebranchefolk, hvor langt flygtningelejrene og øernes ferie resorts er fjernet fra hinanden. Samtidig lægges der op til fælles finansiering af promotion i samarbejde med turoperatører.

Bookingerne til øerne Kos, Samos, Lesbos og Chios er blevet hårdt ramt af flygtningekrisen, hvor der er rapporter om et fald på op til 35% for f.eks. Samos, som modtager op mod 500 flygtninge om dagen.

Turismeplanen kommer samtidig med, at EU og Tyrkiet er enedes om principperne for en løsningsmodel, som går ud på at returnere de flygtninge, der kommer til de græske øer fra Tyrkiet. For hver syrer, der returneres, vil en syrisk flygtning i Tyrkiet blive tilbudt asyl i et EU-land.