Sterling opgav ingen tal

Rejsebureaukæden Carlson Wagonlit fik ingen tal eller forsikring om fremtiden på mandagens møde med Sterling.  

 

Men Wagonlit Danmarks administrerende direktør, Sophie Hulgaard, har en god fornemmelse efter mødet med flyselskabet, der er sat til salg.

 

– Vi havde faktisk et rigtig godt møde med Sterling. De har gang i nogle snakke om et muligt salg af selskabet. Det er så tæt på, at de mener, der sker noget i denne uge. Derfor er vi ikke i stand til at kræve noget som helst, så vi har besluttet, at det er business-as-usual indtil videre. Vi giver det resten af ugen, førend vi tager en ny beslutning, siger Sophie Hulgaard til Ritzau.

 

Carlson Wagonlit sælger rejser med Sterling og indkaldte i sidste uge flyselskabet til et møde for at få et indblik i det islandske selskabs økonomiske situation. Siden finanskrisen gav Island et ordentligt gok, har Sterling været nævnt som et nødlidende selskab, fordi det er islandsk ejet. Det skriver epn.dk. 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen