Stigende salg i luften

I 1999 blev det vedtaget at stoppe for salg af toldfrie varer på rejser mellem EU-landene. Beslutningen bundede i, at afgifter og moms skulle ensartes i hele EU, men flyselskaberne fandt ud af, at hvis man betalte den lokale lavere moms og afgift i rejselandet, så kunne man fortsat sælge ”toldfri” spiritus om bord.

I dag er omfanget af ”taxfree”-salget om bord på flyene tilbage, hvor det var for ti år siden, skriver Berlingske Tidende, lørdag.
”På ni år har vi lagt over 100 mio. kr. i statskasserne i Spanien og Grækenland. I starten forstod de lokale ministre ikke, hvorfor vi sendte de mange penge, men nu har de vænnet sig til det og modtager dem med et smil,” siger direktør Tom Clausen, MyTravel Airways.

Flyselskabets omsætning på taxfree-salg ligger årligt på omkring tre mia. kr.
”Vi kan se, at for passagererne handler det mere om, hvor de kan spare mest, end om hvad varen koster. Og man sparer mest på de dyreste varer,” siger MyTravel Airways’ indkøbschef Lars Hjartbo.

Der er geografiske forskelle i købsvanerne. Københavnerne, der har længere til tysk grænsehandel, køber mere vin og spiritus end jyderne, der modsat køber flere cigaretter. Københavnerne køber også mere whisky og cognac end jyderne, der til gengæld køber langt mere snaps.  

Skrevet af Simon Jørgensen