Største januar i Aalborg Lufthavn

LUFTFART: I årets første måned havde Danmarks tredjestørste lufthavn 115.295 passagerer, en stigning på 6,7 pct. i forhold til januar sidste år. Passagertallet var det største for en januar i lufthavnens historie. Et af flyselskaberne får snart endnu en frekvens på sin rute.

”Fremgangen i januar år gør den til den største januar i Aalborg Lufthavns historie,” siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen og tilføjer: ”I lyset af, at vi har forventninger til en samlet vækst på tre pct. i år, er det tilfredsstillende, at vi lægger ud med en vækst på 6,7 procent.”

På charterområdet voksede antal passagerer 4,4 pct. i forhold til samme måned sidste år. Der fløj 16.926 charterpassagerer til og fra Aalborg Lufthavn mod 16.209 i januar sidste år.

I udenrigstrafikken ses der til gengæld tilbagegang på 12,2 pct., bl.a. fordi Turkish Airlines lukkede sin rute fra Istanbul. Samlet havde lufthavnen sidste måned 23.202 rutepassagerer.

Indenrigstrafikken viste fremgang på 14,9 pct. i januar 2017 i forhold til samme måned sidste år. I januar år var der 75.167 passagerer til og fra København mod 65.400 i januar 2016.

”Attraktive priser på de 17 afgange til København på hverdage, giver i særlig grad de rejsende fra Aalborg optimale vilkår for at benytte de mange nye ruter ud af København. Det er en af de bagvedliggende årsager til den kraftige vækst i indenrigstrafikken,” siger Søren Svendsen.

Aalborg Lufthavn er også med på denne måneds store Ferie for Alle i Messecenter Herning, hvor lufthavnen har stand sammen med bl.a. KLM og Norwegian. 19. februar indsætter KLM i øvrigt sin fjerde daglige afgang til Aalborg fra Amsterdam.