Stor konference om den danske mødebranche

Kongres[1].jpgDen danske mødebranche er i international infight – milliardforretningen med MICE er på dagsordenen 4. december i København med deltagelse af erhvervsminister Henrik Sass Larsen, direktører fra bl.a. VisitDenmark og WoCo plus udenlandske gæster.

Konferencen i Børssalen er arrangeret af Dansk Erhverv, Meeting Professionals International, VisitDenmark og Wonderful Copenhagen. Den sætter fokus på den danske mødebranches udfordringer i den internationale konkurrence om at tiltrække de højtforbrugende møde- og konferencegæster, der skaber nye arbejdspladser og omsætning i det lokale erhvervsliv.

Ved arrangementet vil bl.a. MICE-branchen debattere og lytte til eksperternes bud på, hvordan Danmark bliver mere attraktiv som destination for internationale møder, konferencer og kongresser.

Blandt deltagerne er politikere, embedsmænd, eksperter, turismeaktører og repræsentanter fra dansk erhvervsliv og organisationer.

Der kommer bl.a. indlæg fra erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, Christian Mutschlechner, direktør i Vienna Convention Bureau, Jonathan Bradshaw, direktør for The Meetology Group, Jan Olsen, adm. direktør i VisitDenmark, Lars Bernhard Jørgensen, adm. direktør i Wonderful Copenhagen og Christian T. Ingemann, direktør i Dansk Erhverv.

Wonderful Copenhagen oplyste forleden, at WoCo’s kongresafdeling sidste år vandt 57 internationale kongresser til fremtidig afholdelse i København – og med dem en turismerelateret omsætning på over 1 milliard kroner.

Også de kommende år tegner godt for mødebyen København. 105 internationale kongresser er skrevet i ordrebøgerne, heraf 27 med over 2.000 deltagere.

Totalt forventes knap 220.000 delegerede og 985.000 hotelovernatninger, hvilket giver en turismerelateret omsætning på 3,2 milliarder kroner.