Store investeringer i infrastruktur

Der tales om bedre togforbindelser mellem København og provinsen, endnu en bro over Vejle Fjord og måske over Lillebælt, elektrificering af jernbanenettet og udvidede motorveje, skriver jp.dk.

 

Den konservative trafikordfører, Henriette Kjær, prioriterer sporkapaciteten mellem København og Ringsted højst, men vil også satse på elektrificering og en række motorvejsprojekter. Her gælder det flaskehalsene over Vejle Fjord og på den østjyske motorvej, men også motorvejen over Vestfyn og langs Køge Bugt har behov for udvidelse.

Samtidig er hun fortaler for letbaner i både Århus og København.

Kollegaen i Venstre, Kristian Pihl Lorentzen, ønsker en overgang til el-tog – gerne i stedet for de forsinkede IC4, men under alle omstændigheder skal der satses på elektrificering af strækningerne fra Fredericia til Aalborg og til Esbjerg.

Også problemerne over Vejle Fjord er højt prioriteret og her kunne en motorvej langs Hærvejen måske være løsningen.

 

Til gengæld er begge enige om at en Kattegatbro tidligst skal ind i overvejelserne om 10-15 år. Det har fået flere jyske borgmestre til at satse på en ny motorvej – for eksempel langs Hærvejen. Ifølge kommunerne vil en udbygning af E45 koste det samme som en ny firesporet motorvej i Vestjylland.

Om ca. tre uger kommer regeringens udspil til, hvad der skal bygges frem til 2030. Det er opfølgning på Infrastrukturkommissionens rapport, som satte fokus på motorvejene, Vejle Fjord og Lillebælt.

Skrevet af Flemming Juul